Tankegangen bag Copenhagen Consensus metoden er at vurdere, hvilken løsning på et problem frem for en anden der vil være den bedste investering. Denne vurdering baseres på en analyse af, hvordan pengene gives bedst ud i forhold til omkostninger og fordele ved at iværksætte løsningen.
Metoden består i cost-benefit analyser, hvor alle aspekter ved en given løsning vurderes i omkostninger og fordele. Det betyder, at fordelene ved bl.a. sunde mennesker og uddannelse af børn opgøres i økonomiske fordele. Metoden gør det derfor muligt at sammenligne løsninger på tværs af de forskellige globale problemer.
Copenhagen Consensus 2008 havde til formål at give beslutningstagere, NGO’er, og den bredere offentlighed verden over en bedre mulighed for at danne sig et overblik over, hvilke projekter, der mest effektivt kan løse ti af verdens største problemer.
I maj 2008 satte gav otte af verdens førende økonomer sig i kast med den svære øvelse, det er at prioritere. Fem af disse økonomer var Nobelprismodtagere. De forsøgte at lave en liste over, hvor det var bedst at bruge 75 milliarder dollars på de 10 problemer. Det overordnede spørgsmål var:
Forestil dig, at du har 75 milliarder dollars, som du kan donere til projekter, der er blevet iværksat for at løse nogle af verdens største problemer. Hvordan vil du fordel e pengene?
Inden øvelsen i maj havde 50 anerkendte økonomer lavet cost-benefit analyser af 10 udvalgte globale problemer. De 10 problemer var:
- Luftforurening
- Handelsbarrierer
- Underernæring og sult
- Konflikter
- Terrorisme
- Global opvarmning
- Sygdomme
- Vand og kloakering
- Uddannelse
- Kvinder og udvikling
Ud af disse analyser opstillede de 50 økonomer en række løsningsforslag til de 10 problemer. Efter en uges intens faglig diskussion med udgangspunkt i disse løsningsforslag nåede de otte økonomer frem til en prioriteret liste over løsningerne på de 10 problemer.
