Global opvarmning er en stor global udfordring, som kan øge usikkerheden for at kunne få mad og vand for mange millioner mennesker i udviklingslandene. Mange mennesker tror, at det er verdens største problem, og at det bør have topprioritet ved løsningen af verdens store problemer. Analyser om global opvarmning i forbindelse med Copenhagen Consensus 2008 viser, at selv de mest ekstreme forsøg på at reducere udledningen af CO2 ikke kan garantere, at vi undgår de værste skader af global opvarmning.
Af internationale forsøg på at begrænse klimaforandringerne kan der nævnes Kyoto-protokollen. Kyoto-protokollen blev lavet i 1997 og er en international aftale, der fastsætter nogle grænser for det tilladte udslip af CO2 i de rige lande og de tidligere østbloklande. Der bliver ikke stillet krav til udviklingslandene i denne protokol. Aftalen inkluderer heller ikke alle verdens rige lande. USA og Rusland har blandt andet gjort klart, at de ikke vil være med i aftalen af frygt for, at aftalen vil skade deres økonomi.
Aftalen udløber i 2012. Den vil blive genforhandlet i 2009 under det store klimatopmøde i København. Her vil politiske repræsentanter fra hele verden deltage og prøve at nå frem til en ny aftale.
Hvis man bruger 800 milliarder dollars over 100 år udelukkende på at reducere CO2 udledninger vil man miste penge. Når man regner fordelene ud ved sådanne udgifter set i forhold til de lidt lavere temperaturer en sådan investering kan resultere i, så giver de 800 milliarder dollars kun 685 milliarder dollars tilbage. For hver dollar brugt vil vi altså kun få 90 cents tilbage.
For hver dollar, der bliver brugt på denne løsning, får vi 0,9 dollar tilbage i følge cost-benefit metoden.
For hver dollar, der bliver brugt på denne løsning, får vi 2,7 dollar tilbage i følge cost-benefit metoden.
